Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Basislinjen

Beskrivelse af Basislinjen

I Team Danmark Talentklasserne arbejder vi grundlæggende med strategien,

 ”skadesforebyggende træning & individuelt teknisk fokus”


Hvad handler Bellahøj Skoles basistræning om? 

Fysisk træning med fokus på kropslige elementer og bevægelser (kropsspænding, koordination, smidighed, mobilitet, funktionalitet og balance) samt sociale og psykiske elementer som fokus, koncentration, samarbejde og tillid.

Træningen tager udgangspunkt i egen krop og kropsforståelse samt med en stor grad af skadesforebyggende aktiviteter.

Eleverne vil komme igennem en række af Team Danmarks Atletuddannelse; fx vil eleverne skulle lære om, hvordan man træner øvelser rigtigt. 

En uddybning af konceptet 

Træningen fylder atletens værktøjskasse op med fysiske kompetencer, som går igen i mange forskellige idrætsgrene, så alsidighed og sportsspecifikke færdigheder tænkes sammen. (Grund)træningen baseres på udtræk af basale sportsfærdigheder med udgangspunkt i gymnastiske helkropsøvelser og udtræk af basale atletiske færdigheder samt styrketræning. 

Erfaringer fra træning af eliteidrætsudøvere på højeste plan viser, at mange er toptrænede men ikke basistrænede - selvom de er på internationalt niveau, mangler de grundtræning i forhold til smidighed, balance, kropsbevidsthed og koordination. Dette giver især problemer i forhold til skader. Eleverne på basislinjen træner i forvejen mange timer om ugen i deres klub, og træningen på basislinjen sigter mod at træne og styrke eleverne på en sådan måde, at de får færre skader, end de ville have fået, hvis de var fortsat med at gå i deres oprindelige klasser.


Hvem kan søge? 

Dyrker du sport på et højt plan, men ikke lige en af vores andre 4 linjer (håndbold, fodbold, badminton og basketball), er vores basislinje lige noget for dig.  Det kunne være andre boldsportsgrene, kamsport, dans, ridning, gymnastik eller noget helt andet: Uanset hvad tilbyder vores basistræning noget, alle atleter har brug for i deres sportsgren har brug for; kropsbevidsthed, -kontrol og -styrke. 

Hvor foregår basistræningen?

På informationsaftenen den 28/02 løftes sløret for, hvordan rammerne for træningen bliver, når vores dygtige træner fortæller om planerne med træningen. 

Træningen kommer til at foregå i et af Danmarks bedste lokaler til basistræning - Gefionlokalet i Grøndalscentret. Her kommer basiseleverne til at træne omkring ældre eliteatleter i et rum fyldt med fokus, styrke og rollemodeller.